Bolig

Boligkøbere bliver fuppet til at indgå nye el-aftaler

Flere utilfredse boligkøbere har sendt en klage til Forbrugerombudsmanden over at være blevet tilmeldt nye el-aftaler uden deres samtykke. Forbrugerombudsmanden har meddelt, at fire ejendomsmæglere (Home Amagerbro/Islands Brygge, LokalBolig Lyngby/Virum, Home Solrød og Place2Live Fredericia) samt en softwareleverandør (Mindworking) ikke har udvist god skik. Grafik: Danske BOLIGadvokater

Forbrugerombudsmanden har netop afgjort, at fire ejendomsmæglere, fire elselskaber og et software selskab har handlet i strid med markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven. Fordi de fejlagtigt og svigagtigt har vildledt boligkøbere til at underskrive et bilag til købsaftalen om persondata, som i virkeligheden var en ny el-aftale.

Hos Danske BOLIGadvokater oplever man ofte tilfælde, hvor boligkøbere bliver tilmeldt en anden el-leverandør end den, der står i salgsopstillingen. Derfor har foreningen også tidligere råbt vagt i gevær, men Forbrugerombudsmandens nyeste afgørelse tydeliggør, at boligkøberne fortsat skal være ekstra opmærksomme, når købsaftalen skal underskrives.

– Ofte er disse nye aftaler, som bliver indgået af ejendomsmæglere, både dyrere og dårligere end den oprindelige aftale. Det er et stort problem, og det sker i hele landet, fortæller Niels Erlandsen, der er advokat og formand for Danske BOLIGadvokater.

Vær opmærksom på bilag, der vedlægges købsaftalen

Som det skete i den seneste sag fra Forbrugerombudsmanden, har flere ejendomsmæglere brugt bilag om persondata som tjekliste for valg af el-leverandører. Ejendomsmægleren vælger et el-selskab, som boligkøberen skal skifte til i forbindelse med handlen, men uden at give besked til køber.

– At købe en ejendom er ofte en overvældende proces. Når der pludselig bliver afleveret en bunke dokumenter, som man skal underskrive, kan det være svært at gennemskue konsekvenserne af det hele. Derfor er det vigtigt at inkludere et advokatforbehold i aftalen, som sikrer, at handlen kun er gyldig, når advokaten har godkendt købsaftalen og alle bilagene, forklarer formanden for Danske BOLIGadvokater, Niels Erlandsen.

Ejendomsmægler er ikke på købers side

Ejendomsmæglernes interesse ligger i at få boligen solgt, så de kan få udløst deres honorar fra sælger. Alligevel sker det ofte, at ejendomsmæglere ønsker en endnu større del af kagen og derfor indgår aftaler med andre virksomheder, fx el-selskaber, om at skaffe nye kunder mod en provision.

Uheldigvis er resultatet, som det var tilfældet i sagerne fra Forbrugerombudsmanden, at boligkøberne snydes – en uetisk praksis i bytte for økonomiske gevinster.

Kommentarer