Gladsaxe Musikpris går til Anna Egholm og Gustav Piekut
I weekenden blev Gladsaxe Musikpris 2020 og 2021 overrakt til violinisten Anna Egholm og pianisten Gustav Piekut.
Modtageren af Gladsaxe Musikpris 2020, violinist Anna Egholm, og modtageren af Gladsaxe Musikpris 2021, pianist Gustav Piekut, fik overrakt Gladsaxe Musikpris som en del af Copenhagen Phils sæsonserie-koncert på Østre Gasværk Teater lørdag 27. november.
Priserne blev overrakt af borgmester Trine Græse og formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget Katrine Skov. Prisen består af et rejselegat på 50.000 kroner, en koncert som solist med Copenhagen Phil og et originalt kunstværk.
To unge talenter
Violinisten Anna Egholm har – trods sin unge alder – stor erfaring som solist og er en af de mest lovende violinister i Skandinavien. Hun debuterede allerede som 12-årig og har siden optrådt med en række store orkestre i både ind- og udland. Desuden har hun modtaget adskillige priser gennem årene.
Pianisten Gustav Piekut debuterede også som 12-årig og har allerede spillet i et utal af koncerthuse og med en lang række orkestre, både i Danmark og i udlandet. Han har fået strålende anmeldelser og blandt andet modtaget Musikanmeldernes Kunstnerpris, men også hæder i form af priser ved internationale pianokonkurrencer i bl.a. Århus, Dublin, Polen og Litauen.
Nu kan de to solister føje Gladsaxe Musikpris til deres CV, og forhåbentlig vil den være et led i deres videre udvikling.
Om Gladsaxe Musikpris
Siden 1966 har Gladsaxe Kommune hvert år uddelt Gladsaxe Musikpris til en ung udøvende musiker, som har manifesteret et betydeligt talent. Prismodtagerne udvælges af et kyndigt bedømmelsesudvalg, der repræsenterer den klassiske musik i Danmark.
På grund af corona har det ikke været muligt at afholde musikpriskoncerten i den traditionelle form i 2020 og 2021.
Kommentarer