Samfund

Nedsat hastighed giver mindre støj på Bagsværdvej

Borgmester Trine Græse indvier de nye kampagneskilte med lavere hastighedsgrænse på Bagsværdvej. Foto: Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune har taget endnu et skridt mod mindre trafikstøj og bedre trafiksikkerhed i kommunen, efter hastighedsgrænsen på Bagsværdvej er sat ned til 50 kilometer i timen. Borgmesteren opfordrer til at støtte borgerforslag om bekæmpelse af trafikstøj.

Onsdag 22. november 2023 kom målet om en hastighed på højst 50 kilometer i timen på alle kommunale veje i Gladsaxe et skridt nærmere. Det markerede Gladsaxes borgmester, Trine Græse, nemlig ved at erstatte de gamle trafiktavler på Bagsværdvej med nye. Med ændringen på Bagsværdvej har næsten alle kommunale veje nu en hastighedsgrænse på 50 kilometer i timen eller lavere.

– Det er utroligt vigtigt, at vi nu har fået politiets tilladelse til at gøre endnu en af vores store veje mindre støjende og mere tryg. I byrådet er vi meget optagede af at bekæmpe trafikstøjen. Den indsats glæder jeg mig til at fortsætte, fortæller borgmesteren.

Flere planer på tegnebrættet

På Høje Gladsaxe Vej sættes hastigheden ned inden jul 2023, mens Gladsaxe arbejder sammen med Hovedstadens Letbane på, om hastigheden på Gladsaxe Ringvej (Ring 3) også kan sættes ned til 50 km/t. Gladsaxe er også i dialog med Furesø Kommune om at få sat hastigheden på Frederiksborgvej ned.

Omkring halvdelen af boligerne i Gladsaxe er plaget af støj, som overstiger Miljøministeriets vejledende støjgrænser. Derfor vil Gladsaxe Kommune også arbejde for, at statens motorveje gennem Gladsaxe får en maksimal hastighed på 80 kilometer i timen Derudover vil der være fokus på, om nogle af de nuværende veje med 50 km/t kan få en endnu lavere hastighed, for eksempel boligveje ned til 40 kilometer i time og veje omkring skoler ned til 30 kilometer i timen.

Støt borgerforslag mod trafikstøj fra statens veje

I kampen mod trafikstøjen har borgmesteren sammen med sine byrådskollegaer Astrid Søborg og Dorthe Wichmand Müller samt otte andre borgmestre oprettet et borgerforslag, som pålægger Miljøstyrelsen at efterleve deres egne vejledende grænseværdier for støj langs statens veje.

– Støj giver dårlig trivsel og gør mennesker syge. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe den. Derfor håber jeg også, at så mange som muligt vil bakke op om borgerforslaget om, at miljøministeren for alvor skal gøre en indsats for at bekæmpe støjen langs statens veje. Så skal vi nok gøre, hvad vi kan langs de kommunale veje, siger Trine Græse.

Baggrunden for ændringen er Gladsaxes Trafiksikkerhedsplan 2023, som udover sikkerheden også har bedre tryghed og bymiljø blandt indsatsområderne. Erfaringsmæssigt er lavere hastighed på vejene et effektivt værktøj til netop det.

Se borgerforslaget om at beskytte beboere langs statsveje mod støj

Læs Gladsaxe Kommunes Trafiksikkerhedsplan 2023 på gladsaxe.dk/trafiksikkerhedsplan

Kommentarer