Debat og politik

Nu kan du stille op til Gladsaxe Integrationsråd

Vil du gerne engagere dig i kommunalpolitik og vejlede byrådet om integrationsindsatsen i Gladsaxe?

Så er det nu, du har mulighed for at stille op som kandidat til Integrationsrådet.

Gladsaxe Kommune nedsætter et nyt Integrationsråd i forbindelse med det kommende kommunalvalg. Her kan du gøre en forskel og øve indflydelse på den lokale integrationsindsats. Fristen for opstilling er 30. september 2021.

Integrationsrådet tager løbende spørgsmål om integration op med lokalpolitikerne. Som medlem har du derfor mulighed for at præge de politiske indsatser på integrationsområdet. Du bidrager til, at byrådets indsats er effektiv og sammenhængende – samtidig med at den sikrer etnisk ligestilling bredt i Gladsaxe.

Som medlem af Integrationsrådet tager du del i debatten, og du får mulighed for at være talerør for etniske minoriteter i dit lokalområde.

Sådan bliver du opstillingsparat

Både foreninger og enkeltpersoner har mulighed for at opstille kandidater, og for at blive kandidat skal du være fyldt 18 år. Foreninger i Gladsaxe kan anmelde op til to kandidater i prioriteret rækkefølge. Som enkeltperson kan du melde dig som kandidat, hvis du anbefales af minimum 25 personer, der opfylder en række betingelser for at være stillere for kandidater.

Kandidatanmeldelserne foretages via et skema, der enten kan hentes digitalt på gladsaxe.dk/int-valg eller fysisk i Borgerservice. Foreninger skal vedlægge deres vedtægter sammen med kandidatanmeldelser.

Byrådet udpeger medlemmerne til det nye Integrationsråd 8. december 2021, og det nye Integrationsråd konstitueres 1. januar 2022.

Hvad er Integrationsrådet?

Integrationsrådet består af op til 12 medlemmer, foruden 12 suppleanter. Seks af medlemmerne repræsenteres af gladsaxeborgere, som byrådet udpeger på baggrund af en vejledende afstemning. De øvrige medlemmer er byrådspolitikere og personer, der er indstillet af blandt andet idrætsorganisationerne og Skolerådet.

Gennem de seneste år har Integrationsrådet blandt andet beskæftiget sig med unge og uddannelse, flygtninge, udsatte boligområder og valgdeltagelsen blandt flygtninge og indvandrere. Rådet er desuden fast deltager på Gladsaxedagen og andre arrangementer.

Du kan læse mere om Integrationsrådet, opstillingsbetingelserne og hente det digitale skema her.

Kommentarer