Samfund

Halvdelen af danskerne ved ikke hvad biomasse er

Knap halvdelen af befolkningen har aldrig hørt om den største vedvarende energikilde i Danmark. Det viser en undersøgelse fra Københavns Universitet, der som den første har undersøgt danskernes holdning til træbaseret biomasse som energikilde. Og det bør politikere og andre beslutningstagere forholde sig til, mener forskerne bag studiet.

Biomasse i form af træpiller og træflis står for 48% af Danmarks samlede vedvarende energiforsyning – træbiomasse er dermed langt vores største fornybare energikilde. Og der er udsigt til, at de danske kraftvarmeværker vil bruge det en hel del år frem.

Men næsten halvdelen af den danske befolkning har aldrig hørt om træbiomasse til energi, viser den første undersøgelse af sin art, som forskere fra Københavns Universitet har stået for.

Biomasse er de senere år blevet et omdebatteret emne, men primært mellem politikere, NGOer, branchefolk og fagfolk. Nogle mener, at biomasse er et godt alternativ til fossile brændsler – i hvert fald som en overgangsløsning i den grønne omstilling. Andre hævder, at træbiomasse er ubæredygtigt, selv når biomasse betragtes som CO2-neutralt, primært på grund af CO2-udledningen fra afbrændingen, den potentielle negative påvirkning af biodiversiteten, og fordi størstedelen af biomassen er importeret fra udenlandske lande.

“Vi ville finde ud af, hvad almindelige danskere egentlig mener om biomasse, for vi ser ikke, at de deltager i den eksisterende debat, og det er ikke før blevet undersøgt, hvad befolkningen mener om emnet. Til vores overraskelse havde 45% af alle deltagerne aldrig hørt om træbiomasse før vores undersøgelse,” siger Paula Ugarte Lucas, førsteforfatter til studiet og ph.d.-studerende ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

 

Danskerne går op i bæredygtighed, men er uafklarede om biomasse

Studiet, der er udgivet i tidsskriftet Renewable Energy, viser også, at 45% af danskerne er uafklaret om, hvorvidt træbiomasse bør bruges som energikilde eller ej som erstatning for fossile brændstoffer. Det står i modsætning til undersøgelser fra det øvrige Europa og USA, som viser en klar opbakning til træbiomasse. Den største årsag til denne uafklarethed er ifølge dem selv netop, at de ikke har nok viden til at danne en holdning.

“Det er et komplekst emne, og selv blandt de personer, som ved meget om emnet, er der stor uenighed. Så det er ikke så mærkeligt, at den brede befolkning har svært ved at tage stilling. Men det er problematisk, at det hos så mange danskere skyldes, at de ikke har hørt om en energikilde, der er blevet brugt i årtier, og som en meget stor del af Danmarks grønne omstilling er baseret på,” siger Paula Ugarte Lucas.

Men undersøgelsen viser samtidig, at det ikke er ensbetydende med, at danskerne er ligeglade med bæredygtighed og klima. 78% af deltagerne har angivet, at de er bekymrede over klimaforandringerne i enten moderat, høj eller ekstrem grad, og at de prioriterer klima- og miljøhensyn over økonomisk vækst. Og størstedelen af deltagerne er enige i argumenterne om, at biomasse kun bør bruges, hvis man kan sikre bæredygtigheden af den, og den ikke har negativ indvirkning på skove og biodiversitet.

“Tallene fra undersøgelsen er i sig selv interessante. Så kan beslutningstagerne og branchen enten tænke: Kan vi ikke være ligeglade med det? Behøver vi at involvere menigmand i dette emne? Eller er det et demokratisk underskud? Men det er vigtigt at gøre opmærksom på, at bæredygtighedshensyn ser ud til at spille en stor rolle for befolkningen, selvom mange ikke har viden om biomasse,” siger lektor og medforfatter Christian Gamborg fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Han mener derfor, at det er gavnligt, hvis debatten rykker mere ud i det offentlige rum, men at løsningen formentlig ikke er blot er at bombardere folk med information. Samtidig peger resultaterne på, at det er oplagt at stramme kravene til bæredygtighed yderligere.

“Det er et signal til politikerne og andre beslutningstagere. Hvis vi skal dreje på nogle knapper i den grønne omstillingsfase, og hvis man ellers vil have folkelig opbakning, er her nogle fingerpeg om, hvilke hensyn den brede befolkning synes er vigtige – nemlig biodiversitet og bæredygtighed. Så kan man indrette sin politik efter det ved at minimere klima- og miljøomkostningerne ved biomasse, fx i forhold hvor man importerer træpiller fra,” slutter Christian Gamborg.

OM TRÆBIOMASSE

  • Træbiomasse står for 48% af Danmarks samlede vedvarende energiforsyning. Danmarks forbrug af fast biomasse (træ, halm og bionedbrydeligt affald) til energiformål er steget fra knap 40 PJ i 1990 til 157 PJ i 2018. Hovedparten (75%) af den faste biomasse er træbiomasse, og hovedparten heraf er træpiller (kilde: biomasseanalyse_final_ren.pdf (ens.dk))

  • Danmark er den største importør af træbiomasse i EU. Over halvdelen af vores samlede forbrug er importeret. Størstedelen (godt 60%) af den importerede træbiomasse kommer fra andre EU-lande, men en væsentlig mængde (knap 40%) kommer fra lande uden for EU (kilde: biomasseanalyse_final_ren.pdf (ens.dk))

  • Folketinget indførte i 2020 lovkrav om, at den træbiomasse, der anvendes i Danmark, skal være dokumenteret bæredygtig. Det betyder bl.a., at biomassen komme fra lovligt fældede træer, og at fældede træer skal genplantes. Lovkravene har mødt kritik fra bl.a. NGO’er om at aftalen er utilstrækkelig.

OM STUDIET

  • Forskerne bag studiet er Paula Ugarte Lucas, Christian Gamborg og Thomas Bøker Lund, der alle er tilknyttet Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

 

Kommentarer